En insolvenserklæring er en erklæring til fogedretten om, at skyldneren ikke ejer noget, der kan foretages udlæg i. Den afgives under strafansvar. Erklæringen er ikke en gældseftergivelse og betyder ikke, at kravet er forkert.
Hvad betyder de 12 måneder?
Efter en forgæves udlægsforretning er udgangspunktet, at der først kan gennemføres en ny udlægsforretning efter 12 måneder. Reglen skal modvirke gentagne resultatløse møder. Det er fogedretten, der anvender reglerne på den konkrete sag.
Der er undtagelser. Hvis der eksempelvis er rimelig grund til at antage, at skyldneren har aktiver, som kan give dækning, kan en ny forretning være relevant tidligere. Perioden er derfor ikke en ubetinget beskyttelse mod ethvert retligt skridt.
Gælden består som udgangspunkt
En insolvenserklæring ændrer ikke i sig selv saldoen og standser ikke automatisk lovlige renter. Den forhindrer heller ikke frivillig betaling. Kreditor skal fortsat holde styr på forældelse og må ikke forveksle en periode uden udlæg med en automatisk forlængelse af alle frister.
Det er også noget andet end konkurs eller gældssanering. Erklæringen beskriver mulighederne for udlæg i forbindelse med fogedrettens behandling; den gennemfører ikke en samlet ordning for al skyldnerens gæld.
Hvilke oplysninger skal gives?
Skyldneren skal oplyse sandt om sine økonomiske forhold og ejendele. Aktiver kan ikke udelades, blot fordi de er besværlige at sælge eller allerede er belånt. Fogedretten vurderer, om der faktisk er en værdi, som kan gøres til genstand for udlæg.
For kreditor er et forgæves møde anledning til at vurdere opfølgningen sagligt. Det er ikke dokumentation for, at skyldneren aldrig får betalingsevne igen.
Læs også om betalingsevne og fogedsager i ordbogen.
Kilde: Retsplejeloven, §§ 490 og 497.