Forældelse betyder, at kreditor efter en bestemt frist mister retten til at kræve en fordring opfyldt. Fristen afhænger af kravets art, dets grundlag og de skridt, der er taget undervejs. Gældens alder alene afgør derfor ikke spørgsmålet.
Tre år er hovedreglen – men ikke hele svaret
Forældelseslovens almindelige frist er tre år. Den regnes som udgangspunkt fra det tidligste tidspunkt, hvor kreditor kunne kræve betaling. For en almindelig fakturafordring er den aftalte forfaldsdato derfor central.
Der findes særlige frister. Blandt andet kan gældsbreve, skriftlig anerkendelse af gældens eksistens og størrelse samt domme og påtegnede betalingspåkrav give en tiårig frist. Visse andre krav har andre regler, og offentlig gæld kan være omfattet af særregler.
Renter kan forældes før hovedstolen
En tiårig frist for hovedkravet betyder ikke nødvendigvis ti år for alle renter og gebyrer. Senere forfaldne renter og lignende følger normalt den almindelige frist. Der findes dog særlige regler, blandt andet for renter opgjort under en fogedforretning.
En kravsopgørelse bør derfor ikke nøjes med én fælles forældelsesdato for alle poster.
En rykker starter ikke automatisk en ny frist
Et brev fra kreditor er ikke i sig selv nok til at afbryde forældelse. En anerkendelse fra skyldneren eller relevante retlige skridt kan derimod få betydning. Også forhandlinger, ukendskab til kravet og andre særlige omstændigheder kan påvirke beregningen.
Sådan undersøges et konkret krav
- Find aftalen og tidspunktet, hvor betaling kunne kræves.
- Undersøg, om der findes dom, forlig eller gældsbrev.
- Gennemgå anerkendelser, betalinger og retsskridt med datoer.
- Vurder hovedkrav, renter og omkostninger særskilt.
Bed om det fulde forløb, hvis en gammel gæld kræves betalt. Et nyt sagsnummer hos et inkassofirma er ikke i sig selv et nyt krav. Læs også om fordringer og indsigelser i ordbogen.